Geiger magazine May 2002

Interview by Stefan G. Sørensen.



Lyden af nordatlantisk granit - Q&A interview med islandske mûm.

Den førende teori omkring, hvorfor en flok vikinger - sidst i 800- årene - begyndte at bosætte sig på en umiddelbart ufrugtbar vulkan- præget klippeø i den nordlige del af Atlanterhavet går ud på, at de oprindelige beboere søgte bort fra den kongemagt, der var ved at etablere sig i Norge, Danmark og Sverige på dette tidspunkt. En tidlig rebelsk gestus, der med tiden er gledet ind som en naturlig del af den islandske folkekarakter. Ikke mindst musikalsk - og ét af de vigtigste eksempler på islandsk kulturel selvstændighed lige nu er kvartetten Mûm, som Geiger generobrede for en stund.

Mûm er endnu et navn i den tilsyneladende uendelige strøm af islandske kunstnere, der opnår så meget international omtale for øjeblikket, at man meget vel kan få den tanke, at atlanterhavs-øen er verdens musikalske navle i øjeblikket. Omtalen kan til tider kan virke overdrevet - men alligevel må de fleste, med kunstnere som Björk og Sigur Rós i baghovedet - før eller siden overgive sig til det talentpotentiale, den store ø med det lave befolkningstal af umiddelbart uransagelige årsager er forsynet med fra højere sted. Det må man måske specielt i Danmark, hvor vi indtil videre kun kan se misundeligt til mens de nordiske brødre og søstre erobrer verden. Noget af det, der er så specielt ved den islandske scene, er det den mystiske og sært eventyragtige stemning, som præger både den musik og de billeder, der melder sig fra Reykjavik og omegn. Stemninger, der ofte er som hentet ud af sagaerne og mesterdigteren Snorre Sturlassons Edda - og som man får smidt i hovedet hver gang bl.a. Björk forundrer med et nyt og altid overraskende album, der tydeligvis bærer sit eget umiskendeligt islandske præg. Et præg, der også hviler tungt over det fire personer store projekt Mûm. Mûm, som skal udtales ligesom moon på engelsk, består af søstrene Gyða og Kristín Anna Valtýsdóttir samt drengene Gunnar Örn Tynes og Örvar Þóreyjarson Smárason. Folk, der alle befinder sig i starten af 20´erne - og for nogle år tilbage havde hjemsted i København. Den danske hovedstad blev dog efterhånden for dyr at bo i, hvorfor gruppens medlemmer nødtvungent måtte flytte hjem til deres forældre på Island.
Örvar og Gunnar udgav, under navnet Andhéri, en fælles plade i 1997 under titlen Fallegir Ósigrar - eller alternativt The Kids that Sang Themselves Into the Heart of a Nation. En plade, der rummede en lettere skramlet indie-rock, som ifølge medlemmerne skulle være inspireret af bl.a. svenske Bob Hund. Kristin og Gyða har derimod en klassisk uddannelse, der kan synes i modstrid med den musik, som Mûm laver nu. Ikke desto mindre fandt gruppen sammen efter en koncert, hvor gruppens nuværende medlemmer sammen spillede covernumre af det amerikanske støjrock-band The Pixies.
I sommeren 1998 udsendte det dengang ret nye projekt singlen "Stefnumót Kafbáta", der var et samarbejde med gruppen Spúnk. Singlen indeholdt to numre fra hvert band. Denne udgivelse - samt et bidrag til Sigur Rós' remixplade Von Bridgi, der rummede et smukt remix af nummeret "Syndir Guðs" - viste, at Mûm som samarbejdende helhed havde taget en væsentligt mere elektronisk retning end man umiddelbart havde kunnet forudse med medlemmernes baggrunde in mente. Gunnar og Ôrvar havde dog allerede leget med tanken i lang tid. Ôrvar har senere udtalt, at han - efter at have hørt Aphex Twins Selected Ambient Works i midt-90'erne - måtte redefinere hele sin musikopfattelse. Det viste sig dog lige så hurtigt, at Mûm ikke stod for en puritansk rendyrket electronica, idet de tilsvarende udnytttede deres kendskab til akustiske og elektriske instrumenter. Specielt Kristin og Gyða havde, via deres uddannelse, lært et utal af instrumenter at kende - og dermed var der ikke ret meget, der umiddelbart kunne sætte grænser for opfindsomheden.
Gruppens efterfølgende lokale udgivelser satte blot dette yderligere i perspektiv. Bl.a. blev det til et album, hvor Mûm satte musik til den islandske digter Andri Snaer Magnasons digt-oplæsninger. Herefter fulgte en række både selvstændige og mere samarbejds-orienterede singler - bl.a. én, der inkluderede et remix-nummer med den interessante titel "Bjarne Riis Arcade Game Mjiks". Dertil kom en 7" i udgivelses-serien Motorlab, hvor udspil nummer to var et samarbejde mellem Mûm, orgel-dyrkerne Apparat Organ Quartet, Big Band Brutal og en forening af shortwave-radio entusiaster! Resultatet var interessant - og samtidig begyndelsen til gruppens idé om, gennem samarbejder at presse andre kunstnere i helt nye retninger.
Marts 2000 bød på det første fuldlængde-album fra Mum: Yesterday was dramatic - Today is OK. Et album, der fra starten lagde ud i det legesyge humør, man allerede havde fornemmet på de tidlige udgivelser. Pladen demonstrerede en vis barnlig lyd, der blev præget af en masse små finurligheder. Finurligheder, som blev plantet rundt omkring på udgivelsen gennem en stor fantasi og en tilsvarende musikalitet - og ikke mindst en udstrakt brug af usædvanlige instrumenter, der legede skjul bag de vimse elektroniske lag. Blandt disse fandt man bl.a. potter og pander, glas, brædder, vand, klokkespil og harper samt ikke mindst samples af lyde fra gruppens omgivende miljø - nogle få indslag fra byen, men ellers overvejende manipulerede lyde fra naturen.
Dette - samt en gennemgående lys, rar og venlig tone - adskilte Mûm sig fra en lang række samtidige elektroniske projekter, som enten stræbte efter at rive tekniske barrierer ned eller drive deres instrumenter ud i ekstremer. Ekstremer, som lydligt beskrev følelseskulden i den vestlige verden. Mûm brød bevidst med følelsesangsten - forvandlede enhver form for indestængt energi til en positiv samme, der var så imødekommende at den næsten føltes kærlig.
Opfindsomheden - samt gruppens lidt naive indstilling - gik også igen i titlerne på numre såsom "I'm 9 Today", "Slow Bicycle" og ikke mindst "The Ballad of the Broken Birdie Records". Sidstnævnte nummer var det, der skilte sig mest ud på pladen - ikke blot på grund af den smukke og drømmende melodi men også Kristins englestemme, der til slut brød frem og gav stemningen et stort løft op under himmelhvælvet. Stemningen - samt ikke mindst den arktiske klang og det islandske tungemål - fik her automatisk én til at associere i retning af Sigur Rós.
Yesterday was Dramatic, Today is OK blev i starten kun udsendt på Island - men bl.a. på grund af den generelle interesse for islandske bands blev pladen hurtigt udgivet i resten af verden. Endda til en rimelig succes og pæne anmelderroser. Successen kunne bl.a. måles på de to fanklub-agtige foreninger, der - i pladens kølvand - skød op i Spanien og Japan. Her i landet fik gruppen dog størst omtale da den først i 2001 varmede op for Mogwai - både i Voxhall (Århus) og Vega (København).
Efter udgivelsen af Yesterday was Dramatic, Today is OK gik en række andre elektroniske kunstnere ind og remixede Mûms numre. Dette førte bl.a. til udgivelsen af det album, der blot hed Múm Remixed - og som blev udsendt på selskabet Thule Musik. En plade, hvor navne som bl.a. U-Zig, El Hombre Trajeado og ligeledes islandske Traktor styrede numrene i nye retninger - men alligevel stadig kælede for orkestrets enkle, naivistiske lyd. Herefter fulgte Please Smile My Noise Bleed, der inkluderede to nye spor samt seks nye versioner af selvsamme numre. Vel at mærke udsendt på det tyske selskab Morr, der stadig bl.a. huser danske Manual og Limp. På denne udgivelse var det dog andre af Morr Musics kunstnere, der ommøblerede numrene "On the Old Mountain Radio" og "Please Sing My Spring Reverb". Heraf var "On the Old Mountain Radio" det tyste, langsomt opbyggede nummer mens "Please Sing My Spring Reverb" var det mere medrivende - udstyret som det var med en melodi, der på én gang var øjeblikkeligt genkendelig og svær at genkalde sig.
Blandt de remixere, der var inde over dette projekt, fandt man nogle af Morr Musics mest spændende kunstnere: Styrofoam, Isan, Phonem, Christian Kleine, Arovane og B. Fleischmann. B. Fleischmanns følsomme, hypnotiserende udgave af "Please Sing My Spring Reverb" var pladen værd i sig selv. I det hele taget kunne man sige, at de bløde og følsomme toner i denne version passende understregede forskellen mellem Morr Musics organiske lydnivers og eksempelvis Warp Records' mere eksperimenterende, kolde ansigt - også selv om Arovane, på samme udgivelse, krydsede undertrykte click'n' med heftige og nærmest hip hop-agtige beats. Hermed understregede han en dobbelthed, der gjorde Please Smile My Noise Bleed til en af de mest behagelige remix- udgivelser i lang tid.
Historien omkring Mûm ender heldigvis ikke dér: Mens disse linjer skrives lægger gruppen sidste hånd på et kommende album, der bærer titlen Finally We are No-One. En plade, der - ligesom de tidligere projekter - er blevet indspillet på forskellige særprægede lokaliteter. I dette tilfælde har gruppen bl.a. indspillet tre ugers materiale i et nord-islandsk fyrtårn, der ligger så langt borte fra alfarvej at det kun er tilgængeligt via dels luften - dels en lille robåd, der efter sigende har måttet ro mange gange frem og tilbage for at hente det udstyr, gruppen har haft behov for til at indspille pladen. Om disse specielle omgivelser kan høres på det færdige album finder man først ud af den 20. maj, hvor pladen udkommer på engelske Fat Cat.
I mellemtiden kan man måske fornøje sig med udgivelsen Blai Hnotturinn (udsendt på Bad Taste Records), hvor Mûm har lavet underlægningsmusik til en islandsk børneteater-forestilling. Hele overskuddet fra denne cd går i øvrigt - sympatisk nok - til Røde Kors. Og så i øvrigt fornøje sig med denne lille hurtige ord- udvikling, der stilfærdigt fandt sted mellem Geiger og Örvar fra Mûm forleden - flere tusinde kilometer væk fra Tingvallasletten og de dampende kilder i Reykjaviks omegn:

Geiger: Hvad er - efter din mening - formålet med at lave musik? Hvad var det, der i sin tid satte jer igang? Örvar: Jeg ville ønske, jeg kendte svaret på dét spørgsmål. Det er noget, jeg hele tiden gør mig nye tanker om, men jeg kan egentlig ikke forklare det. Det er simpelthen en rar ting at gøre. Det får os både til at smile og blive nedtrykte. Det er dét, der gør mit liv rart at leve - og af én eller anden grund påvirker det, vi laver, andre mennesker. Flere har fortalt os, at det, vi laver, har gjort deres eksistens mere intens. Dét er ikke den værste grund, man kan have til at stå ud af sengen om morgenen.
Geiger: Da I sidste gang var i Danmark, åbnede I for Mogwai ved to lejligheder. Hvordan var dét - og hvordan var det i det hele taget at spille i her i landet?
Örvar: Vi havde set frem til at spille i Danmark længe - og faktisk burde vi have gjort det for længe siden, da vi ret ofte er i landet. Men Mogwai er så fedt et band at varme op for. Jeg synes, vi dannede en god kontrast til hinanden ved dé koncerter. Vi har også tidligere rejst rundt med bl.a. Big Band Brutal og Kitchen Motors-holdet, så vi havde i forvejen gode erfaringer med at optræde sammen med larmende og sindssyge mennesker.
Geiger: Ved de koncerter virkede I ret sky på scenen, selv om I var nok så overraskende og overbevisende. Var det et rigtigt indtryk af situationen?
Örvar: Måske. Vi har ikke noget sceneshow - og vi har heller ikke nogen faste planer omkring, hvordan vi skal opføre os på scenen. Heller ikke for, hvad vi skal sige. Så det, man oplever når man ser os live, er en flok mennesker, der simpelt hen spiller musik - men ikke helt véd, hvad de eller bør lave. Ikke desto mindre har vi været en del omkring. Vi har spillet i Frankrig, Holland og Finland en del gange - og også været et smut omkring Rusland. Vi spillede også en god koncert i Berlin på et tidspunkt. Men når vores nye album kommer ud, vil vi gerne ud at spille så mange steder som muligt - og for så mange par ører som muligt.
Geiger: Der er en hel del hype omkring den islandske musikscene for tiden. Synes I selv, at der er noget unikt over islandsk musik - og hvis I gør, hvad er det så?
Örvar: Dét ved jeg ikke. Vi løber jo rundt og laver alt muligt forskelligt heroppe. Men vi hørte jo de samme radioprogrammer og sange, da vi var små - og der er nok heller ikke nogen vej uden om, at vi ser de samme bjerge, når vi ind imellem kigger ud af vinduet. Geiger: I er blevet remixet en hel del - faktisk er der udkommet to hele albums, hvor andre folk har møbleret om på jeres numre. Hvordan føles det egentlig at lade andre komme så tæt på éns frembringelser? Örvar: Det får det til at krible i vores musikalske maver. Det er en meget speciel form for kommunikation mellem musikere, som ganske vist forholder sig til nogle enkelte gode regler - men ellers ikke byder på virkelige begrænsninger. Det er i særdeleshed rart, når man bliver mixet af folk, som man respekterer højt.
Geiger: Hvilke reaktioner fik I fra andre musikere efter udgivelsen af Yesterday was Dramatic, Today is OK?
Örvar: Vi fik en masse nye venner og mødte en del interessante mennesker. Folk som Uwe Arovane, Christian Kleine og naturligvis Mice Parade, som vi har spillet nogle få koncerter sammen med. Forbløffende musikere! Dylan Christie fra Mice Parade viste os hvordan det er meningen, at man skal spille vibrafon. Vi véd i virkeligheden ingenting om at spille på vores instrumenter.
Geiger: Hvordan endte Kristin og Gyða op på coveret til et Belle & Sebastian-album?
Örvar: Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle en virkelig god historie omkring det dér - men jeg kender den simpelt hen ikke. Det er det vist kun Stuart fra Belle & Sebastian, der véd - det var ham, der tog billedet. Han kom til Island for at fotografere - og jeg kan kun huske, at der var et vulkanudbrud og en sindssyg snestorm i den tid, hvor han var der.
Geiger: Hvorfra fik I titlen til sangen "Ballad of the Broken Birdie Records"?
Örvar: Det kom sig af en hændelse, hvor der var nogen, som trådte på bunke Sounds of American Songbirds-plader - og hver eneste gik i stykker. Måske lyder det fjollet og dumt, men af én eller anden grund syntes vi, at dét var i virkelig sørgeligt øjeblik. Vores sidste plade handlede meget om at smadre ting - og så om at køre rundt i toge og på cykler. I øvrigt er der én ting mere omkring det album, jeg burde nævne nu - det er ikke så tit, jeg har mulighed for at sige det til nogen, der har en chance for at forstå, hvad jeg mener med det. Men ud fra mit synspunkt var stemningen på Yesterday was Dramatic, Today is OK meget påvirket af nogle danske bøger, jeg plejede at læse da jeg var lille. De handlede alle sammen om den her dreng, der hed Kim - og de var skrevet af Jens K. Holm, som jeg ellers ikke kender noget til. Men det ville da være rart, hvis nogen kendte de bøger, jeg snakker om - for måske vil de så være i stand til at knytte en forbindelse? Men jeg véd det ikke - måske eksisterer den kun i mit eget hovede.
Geiger: Vil det næste album blive forskelligt fra Yesterday was Dramatic, Today is OK?
Örvar: Det er det lidt svært at udtale sig om lige nu - men jo, det lyder da temmelig anderledes. Det er som om, der er drevet nogle mørke skyer ind over det landskab, vi beskrev med vores sidste album - men den nye foregår stadig i et interessant univers, og jeg håber selvfølgelig at dem, der kunne lide Yesterday was Dramatic, Today is OK, også vil kunne lide den næste. Og i øvrigt: Efter at have hørt hvert eneste nummer 300 eller 400 gange i løbet af det seneste år - uden at blive træt af nogen af dem - har man vel også grund til at være lidt håbefuld omkring pladen.

Finally We are No-One udgives som sagt d. 20 maj - med bl.a. én af Islands mest benyttede programører - Valgeir Sigurdsson, der bl.a. også var med til at skabe Björks Vespertine - bag lyddesignet. Forud for albummet udkommer i øvrigt singlen "Green Grass of Tunnel" - inklusive b-siden "In Through The Lamp" - der er sat til at blive udgivet d. 29/4.



back